Relancering af risikovurdering med Brøset Violence Checklist på Kofoedsminde


D. 24. oktober havde Kofoedsminde besøg af seniorforsker Jacob Hvidhjelm fra Psykiatrisk Center Sct. Hans.

I sin Ph.D. afhandling har Jacob skrevet om “Prevention of aggression and violence on psychiatric wards via structured risk assessment – evaluation of the Brøset Violence Checklist in Denmark”, og han har siden forsket videre i BVC.

Det var derfor meget naturligt at invitere Jacob til Kofoedsminde, så han kan hjælpe os videre i vores proces med relancering af BVC.

I de sidste ca. 13 år, har Kofoedsminde anvendt BVC som et af vores risikovurderingssystemer. Men som tiden er gået, og mange andre nye tiltag og systemer er kommet til, så har vi behov for at støve Kofoedsmindes BVC af. En større intern undersøgelse viste, at vi havde nogle udfordringer, som påviste et behov for at forny og ensarte vores viden om BVC og praksisanvendelsen af BVC.

I dag har vi lagt en plan for fremtidens arbejde med BVC, en plan der omhandler både relancering, praksisanvendelse, strategisk anvendelse og årlige evalueringer.

 

 

(På Kofoedsminde arbejder vi med risikovurderinger i forskellige tidsperspektiver. BVC er et observationsskema, som kan forudsige risiko for voldelig og aggressiv adfærd indenfor 24 timer. BVC kan hjælpe med at forudse og forebygge voldelig og aggressiv adfærd inden for det kommende døgn, for at man kan sætte tidligt ind med forebyggende tiltag, fx i form af øget kontakt, dialog og opmærksomhed.

HCR20 (Historical Clinical and Risk management) er et klinisk redskab, der forudsiger risiko for voldelig og aggressiv adfærd over et længere fremtidsmæssigt perspektiv. HCR20 udarbejdes af psykologer.

Risikovurderinger er voldsforebyggende og giver en faglig indsigt i, hvordan vi bedst muligt kan støtte vores beboere i ikke at begå fornyet kriminalitet).

Skriv til os

54 61 08 00