Hvad er Kofoedsminde?
Vores beboere er ikke egnede til almindelige fængselsstraffe, fordi de er udviklingshæmmede. I stedet bliver de dømt til en strafferetlig foranstaltning på en egnet institution til ophold for psykisk udviklingshæmmede efter lov om social service §108. Vi arbejder med den dømtes særlige behov for behandling og støtte – og vi kan klare de særlige sociale problemer, som kan følge med psykisk udviklingshæmning.
Vi tilbyder også beskyttet beskæftigelse efter servicelovens §103. Beboerens kommune skal visitere dem til os ud fra retssikkerhedsloven §16a. Vores opgave er at:
- Sikre det omkringliggende samfund
- Skærme beboeren og undgå at denne laver ny kriminalitet under opholdet på institutionen
- Vejlede og støtte beboeren i at komme ud ”på den anden side”, og kunne begå sig i samfundet igen uden at lave ny kriminalitet
- Beboerne har et godt og værdigt liv.
I øjeblikket har vi 17 sikrede afdelinger og 1 åben afdeling med i alt cirka 100 beboere. Vi løser opgaver på sikrede og åbne afdelinger i sikrede og åbne særforanstaltninger. Næsten alle beboere er selvforsøgene gennem social pension.
Vi ligger i Rødbyhavn på Lolland tæt på by, skov og hav. I det store parkområde ligger vores bygninger. Nogle af dem har rødder tilbage til 1930'erne, og andre er helt nye. Store dele af institutionen har et 5 meter højt hegn rundt om sig. Derfor er der også hegn rundt om afdelingernes haver. Vi har også 2 sikrede afdelinger på Stevns.
Gennem årene har vi opbygget en betydelig og unik faglig ekspertise, som vi dagligt udfordrer og udvikler. Vores fokus er på at udvikle løsninger for den enkeltes beboers behov.
Vi udarbejder løbende en individuel plan for alle beboerne. Målet med den faglige indsats er at forbedre deres livskvalitet. Det sker ved at de kan overskue mere og mere af deres særlige udfordringer med støtte og vejledning fra personalet.
Med en særlig indsats fra de fagprofessionelle bliver de kriminelle handlinger bearbejdet, så nye lovovertrædelser kan forebygges, når beboeren skal leve i et mindre sikret miljø igen.
Beboerne lever deres liv på Kofoedsminde. Vi møder dem med respekt og værdighed som selvstændige mennesker, der er hovedperson i deres eget liv.
Få et unikt indblik i vores hverdag
Dokumentarer
Efter mere end 1 års tæt samarbejde bragte DR en dokumentar i 3 afsnit om Kofoedsminde kaldet “De særligt farlige”.
"I Danmark kan man ikke komme i fængsel, hvis man er udviklingshæmmet – ligegyldigt hvilken kriminalitet, man har begået. I stedet bliver man dømt til anbringelse, og de farligste kriminelle udviklingshæmmede i Danmark ender på den sikrede institution Kofoedsminde på Lolland. For 15 år siden fik Kristian Almblad som den første journalist lov til at komme ind på Kofoedsminde til DR-dokumentaren “For Farlig Til Frihed”. Nu er han tilbage for at se, hvad der er sket med dem, han besøgte for 15 år siden og for at møde de nye, der er kommet til. Hvem er de, og hvad er det for et liv, de lever, inde bag det store hegn?"
– Kilde: DR, Tilrettelæggelse: Kristian Almblad, 2022 og 2023
Se "De særligt farlige" hos DR
Der er også lavet en digital fortælling om en ung kvindelig beboer på Kofoedsminde, hvor hun fortæller åbent og ærligt om sig selv og sin hverdag.
Se den digitale fortælling hos DR
Podcast
Endelig er der en nyhedspodcast der fortæller om både denne dokumentar og den der blev lavet i 2007, og om journalisten bag.
Hør podcasten om Kofoedsminde og journalisten Kristian Almblad hos DR
Opdateret mandag den 2. dec. 2024