Kofoedsmindes medarbejdere holder Coronaen uden for hegnet


Det er lykkedes den sikrede institution Kofoedsminde at undgå Corona smitte. Både blandt de knap 80 beboere og de godt 350 medarbejdere.

”Vi kom hurtigt på banen og fik etableret et rigtig godt beredskab i samarbejde med Region Sjælland. Medarbejderne løfter et enormt ansvar, og det er ind til nu lykkedes at holde Covid-19 på den ydre side af hegnet”, siger Kay Jokil, forstander på Kofoedsminde.

Kommunikationen til medarbejderne blev samlet på Kofoedsmindes intranet i et dagligt nyhedsbrev, ”Corona News”, som Kay Jokil selv skriver. Her er der dagligt nyt om nye regler, sygemeldinger og muligt smittede samlet ind af Kofoedsmindes beredskabsteam.

Den 28. februar fik medarbejderne den første fælles advarsel om, at Corona var på vej. Mulige rejser til udlandet fik restriktioner, og få dage efter gik stedets sundhedspersonale i gang med at styrke kravene til hygiejne alle steder i Kofoedsmindes omfattende organisation og geografi.

”Første varsel om muligt smittede beboere kom den 14. marts. De gik i frivillig isolation. Men heldigvis ser det ikke ud til, at nogen endnu er blevet smittet. Hverken blandt beboere eller medarbejdere.”

I midten af marts voksede sygefraværet, mange medarbejdere var ramt af forkølelse. Det skabte øget behov for vikarer, og dermed for at bryde smitte-sikkerheden.

”Vi appellerede til medarbejdere, der gerne ville arbejde ekstra. Og det lykkedes at skabe en stor stab af fastansatte, der kan tage ekstra vagter. Det er jeg utrolig glad for, og det er helt sikkert en af forklaringerne på, at vi har kunnet holde situationen under kontrol”, siger Kay Jokil. Efter 14 dage med højt sygefravær, er fraværet nu stabilt og på et usædvanlig lavt niveau. Så ind til videre har der ikke været brug for at trække på hele det store beredskab.

 

Kofoedsminde er en sikret institution for udviklingshæmmede, der har begået alvorlig kriminalitet. Aktuelt rummer Kofoedsminde knap 80 beboere og godt 350 medarbejdere. Institutionen er samlet i en række bygninger på et samlet areal ved Rødby Havn. Se mere om Kofoedsminde på www.kofoedsminde.dk

Skriv til os

54 61 08 00