Visitation og takster
For at få ophold på vores sikrede eller åbne afdelinger kræver det en dom eller retskendelse ud fra straffelovens §68, 68a, retsplejelovens §765 og §772. Beboerens handlekommune skal visitere personen til Kofoedsminde med begrundelse og klagevejledning. I en varetægtsperiode fortsætter beboerens tidligere handlekommune som handlekommune.
Ved domsafsigelse kan kommunen give deres handleforpligtigelse videre til Lolland Kommune, som så bliver handlekommune. Mange kommuner beslutter at fortsætte med at være handlekommune, selvom beboeren bor på Lolland.
Kofoedsmindes interne visitation
Vores socialfaglige chef leder den interne visitation. Visitationen består af en socialformidler og to socialrådgivere. Henvendelser fra samarbejdspartnere går gennem vores interne visitation. Den primære opgave er, sammen med anklagemyndighed og handlekommune, at visitere beboere til varetægtssurrogat - eller længerevarende ophold på sikret eller åben afdeling hos os.
Der er faste visitationsmøder hver 14. dag, hvor afdelingsleder, sygeplejerske, psykolog og visitationen er med. Når vi bliver bedt om en udtalelse på beboeren i forhold til domsændring, skal udtalelsen altid omkring visitationsudvalget for at sikre en ensartethed i vores anbefalinger. På møderne behandler vi henvendelser om:
- Anbringelse
- Retsmøder
- Risikovurderinger i forbindelse med udgange
- Vurderinger af udtalelser
- Kontrakter
- Beboerrokader.
Det løbende administrative samarbejde omkring beboerens ophold hos os sker i samarbejde med afdeling og visitation. Det er også vores interne visitationsafdeling, der har den indledende kontakt til kommunerne, når en ny beboer flytter ind.
Inden beboeren ankommer, opretter visitationen beboeren i vores registreringssystem Sensum. Her bliver den nye beboeres stamdata og dokumentation lagt ind, så afdelingen kan skabe sig et overblik over beboeren.
Den interne visitation samarbejder med afdelingernes koordinatorer om det sagsbehandlende arbejde. Ved den enkelte beboers årlige handleplansmøde er det den interne visitation som indkaldelser til mødet og sender de udfærdigede dokumenter.
Den interne visitation behandler også de lokale ansøgninger om udgang fra det sikrede regi, som forstander eller administrationschef godkender. Uanset om det er den ugentlige udgang eller andre former for udgang, bliver de sendt gennem visitationen. Det er kun ved akutte udgange - hvis en beboer for eksempel skal akut på skadestuen, at afdelingsleder eller bagvagt kan give tilladelse.
Samarbejdspraksis
Vi samarbejder med alle de parter, som er omkring den enkelte borger. Der er blandt andet kontakt til:
- Handlekommune
- Tilsynsførende
- Politi
- Anklagemyndighed
- Retsvæsenet
- Beboerens bistandsværge og pårørende.
Vi holder et årligt samarbejdsmøde for den enkelte beboer, hvor handlekommune og bistandsværge sammen med afdelingsleder, vores koordinator og socialrådgiver er med. Beboeren er med til anden halvdel af mødet. På mødet planlægger vi det næste års forløb med beboeren ud fra handlekommunens §141-mål.
I samarbejde med en beboers hjemkommune kan vi oprette åbne særforanstaltninger. Det er et tilbud til beboere med ganske særlige behov, der ikke kan imødekommes på andre måder end ved en særforanstaltning. I en særforanstaltning bor beboeren typisk alene med personale tilknyttet døgnet rundt.
Det er helt individuelt hvilken og hvor meget støtte, den enkelte beboer har behov for.
Takster
Sikrede afdelinger:
- 78 pladser objektiv finansieret
- Åbne afdelinger: 12 pladser kr. 4747,00,- pr. døgn
- Beskæftigelse/undervisning: 52 pladser kr. 1.198,- pr. døgn
Der bliver indgået en aftale med den visiterende myndighed om tillægsydelse og/eller særforanstaltning i de tilfælde, hvor borgerens støttebehov i åbne afdelinger ikke kan imødekommes indenfor den ordinære takst.
Opdateret mandag den 2. dec. 2024