Fælles praksis

Beboerens ressourcer er nøglen til udvikling

Beboere, som har levet store dele af deres liv i institutionsmiljøer, kommer til Kofoedsminde med en formel og skriftlig historik, der har fokus på beboerens begrænsninger og risici. Vores opgave er at øge beboerens mestring af eget liv.

Vi arbejder med at se hele personen og fokusere på mulige ressourcer, som nye veje til øget glæde og mestring af eget liv. Alle mennesker rummer ressourcer og de er nøglen til personlig udvikling hos den enkelte.

Vi er gode til at se de problemer, som vi tumler med i hverdagen. Derfor vil vi gøre os umage for at bringe beboerens positive ressourcer i spil i alle dele af den sociale indsats. Hvis vi skal hjælpe mennesker med at udvikle sig, må vi se på hvad der er at bygge på.

Vores fokus er på ressourcer, muligheder og kompetencer, uden at blive blind for eksisterende problematikker.

”… evnen til at møde et andet menneske åbent, nysgerrigt og respektfuldt er nøglen til at skabe resultater…”

Det er veldokumenteret, at en praksis, der tydeligt inddrager beboeren omkring planlægning, mål og beslutninger, har meget positive følgevirkninger. En af dem er, at beboeren bedre kan mestre sin aggression og frustration. Det skaber også en fælles ramme omkring samarbejdet i hverdagen, som giver beboeren et klart medansvar.

Derfor bygger vi vores Fælles Praksis på et samarbejde med beboeren, hvor netop samarbejdet omkring platform, BUS, tryghedsplaner og delmål er det centrale. Vi ønsker at skabe en kultur, hvor beboeren har mest mulig oplevelse af reel indflydelse. Samarbejdet er afgørende for beboerens motivation i arbejdet med egenfortælling og mestring af livet. Derfor ønsker vi at skabe rutiner og målbarhed i forhold til samarbejdet.

Vi er samtidig opmærksomme på, at samarbejdet i hverdagen ikke må reduceres til at udfylde skemaer, men handler om at opbygge relationer og at finde veje til kontakt og gensidige forpligtelser.

At finde ressourcer gennem fortællingerne.

I Fælles Praksis arbejder vi med fortællinger, der bygger på beboerens ressourcer og det, der virker. En god fortælling hjælper med at styrke det sociale og relationen, og kan hjælpe os med at få øje på en bevægelse i en positiv retning for beboeren. Det kan hjælpe beboeren med at styrke nye identitetsfortællinger om, hvem de er.

Det er vigtigt at lytte og høre fortællingernes nuancer, og få øje på om det altid er sådan, eller om der også er andre og nye fortællinger, som kan bringe os videre fra en fastlåst fortælling der ikke mere bevæger beboerens liv i den rigtige retning. På den måde hjælper vi nye fortællinger på vej, henimod det beboeren kan være stolt af, hen mod intentionen.

Med det mener vi, at vi giver fortællingerne liv ved at arbejde med dem, så fortællingerne giver ny og bedre mening. En fortælling er bare en af mange mulige, og når vi har et problem vi taler om, er det fordi vi har en idé om og nogle erfaringer for at det godt kan være anderledes. Det giver anledning til at finde alternative fortællinger der kan være mere hjælpsomme.